Politik
Længe jeg har puslet med planer om at nedfælde og offentliggøre mine politiske og filosofiske betragtninger om såvel globale som nære emner, der ligger mig på sinde. Nu, hvor jeg er kommet i besiddelse af et egnet medie, skal det så være:

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke er tilhænger af nogen bestemt politisk platform, eller har noget partipolitisk tilhørsforhold. Intet parti vil kunne opfylde det enkelte menneskes behov for repræsentation - heller ikke mit. Derfor det er min overbevisning, at den politiske magt burde være så decentraliceret som praktisk gennemførlig, at det ikke burde være tilladt at danne politiske fraktioner, fordi disse udelukkende fungere som politikernes værktøj til at bibeholde deres magt og/eller stilling - til skade for samfundet som helhed. De politikere, der påberåber sig at forsvare den enkeltes demokratiske ret via et politisk parti, lyver over for sig selv - og er sikkert klogere end de vil vedgå. Politikere burde af samme grund vælges i mindre geografisk bestemte områder og stå direkte til ansvar overfor sine vælgere, der til enhver tid skulle kunne vælge en ny. Derved kommer den folkevalgte til at stå direkte til ansvar over for sine vælgere. Kun på denne måde kan man opnå et reelt demokrati - omend det stadig kun kan blive repræsentativt.

Med årene er det naturligt at flytte mod højre i det politiske spektrum, og jeg er ingen undtagelse. Dog mener jeg ikke at kunne tilslutte mig nogen bestemt politisk retning, da jeg, fra sag til sag, deler opfattelse med partier både til højre og venstre for de midterpartier, som jeg heller ikke kan tilslutte mig generelt. Ekstremisme er spildte kræfter, efter som de mærkesager, som oftest fremførers, ikke har nogen chancer for at for at opnå vedtagelse.

Selvfølgelig dækker dette ikke hele min politiske holdning, der jo også forandre sig med tid, påvirkning og aktualitet. Hen ad vejen vil jeg fortsætte denne præsentation med emner jeg finder det interessante at diskutere.

I vore dage spiller økonomien den mest fremtrædende rolle, men samfundsmaskineriet ville gå i stå, hvis ikke der var en fysisk trussel bag de krav som det moderne samfund stiller - selv om truslen almindeligvis ikke medfører koporlig vold.
Principielt er der ingen forskel mellem den moderne statsadministration og de af denne kaldet "kriminelle grupper", som f.eks. rockerbander eller mafialignende organisationer. De tilbyder alle "borgfred" for en eller anden modydelse, som den enkelte ikke kan undslå sig betalingen af.
Man vil sikkert indvende, at statens ledere er valgt af folket og derfor demokratiske. Reelt er det dog magthaverne der vælger, idet det er en endog meget snæver personkreds, der bestemmer hvem der kan stille op. At kalde dét demokratisk er stort set det samme som at stikke folk blår i øjnene. Nej, det er inderkredsen i den lokale partiforening (som selv om man lægger alle partier sammen, kun udgør en forsvindende lille del af den samlede befolkning) der udpeger sin kandidat, der oftest ingen konkurrence har. Når folket har valgt mellem de forholdsvis få opstillede, skal hver af de valgte repræsentere tæt ved 30.000 - det er en umulig opgave !

Når det postuleres, at der er kommet tusindvis af nye arbejdspladser glemmer man at tilføje hvor mange der samtidigt er nedlagt. Det er useriøst og med til at fordreje sandheden.
Det er mig en gåde, hvordan en Statsminister kan holde masken, når han binder befolkningen den ene tilpassede "sandhed" efter den anden på ærmet. Det er f.eks. min overbevisning, at den arbejdsløshed vi oparbejdede gennem halvfjersene og firserne ikke, som det ellers postuleres, er blevet reduceret. Alle ved dog, at der er pillet den ene gruppe efter den anden ud af statistikken, i starten ved at pensionere de overflødige og nu senest ved at tvangsudskrive langtidsledige og bistandsklienter til jobs der enten er ligegyldige beskæftigelsesprojekter uden reel mening eller til arbejdspladser der ikke burde være personalemæssig nednormeret, hvorfor de få der er tilbage kun kan klare arbejdspresset hvis de suppleres med langtidsledige og/eller bistandsklienter. Langtidsledige og bistandsklienter kommer derved ufrivilligt til at fungere som løntrykkere og "skruebrækkere" uden chance for at sige fra - og til en uanstændig og helt uacceptabel betaling. Det er noget forbandet svineri !

Der er ikke noget i vejen med at være med i et fællesskab - heller ikke at man selvfølgeligt skal yde noget til dette. Desværre er det fællesskab, som vi alle er tvangsmedlemmer i, ved at skille sine medlemmerne op i to ulige grupper: De mange der yder og de få der nyder. Trods det, at nyderne ikke kommer sovende til deres udkomme, så er det dog nemmere at udholde et arbejde som man får rigeligt betalt. Jeg misunder ikke magthaverne deres udkomme, men har svært ved at se hvordan de kan forestille sig en almindelig arbejders situation, og derfor tage hensyn til den, når de vedtager love som pålægger befolkningen større og større byrder.

En af metoderne til nemmere at fratage den menige dansker sine surt tjente penge er kildeskattesystemet. Det tangere kriminelles metodik. Hvis de, der er sat til at administrere, var i stand til at bedømme ret fra uret, og ikke blot paragrafryttere uden menneskelig indsigt, ja så kunne det vel fungere udmærket, men lovgiverne har efterhånden sat den almindelige borger i en umulig situation, så selv om han overholder loven til punkt og prikke mødes han alligevel med dyb mistillid af embedsmænd, der afæsker ham (umulige) beviser for hans retssind. Privat foretagsomhed modarbejdes med ublu krav om kontrol, enten i form af apparatur, afgifter for tilsyn eller krav om anskaffelse af eksperthjælp - blot for at opnå ret til at ernære sig ved egen kraft. Det er sygt !
Basalt set er skattesystemet korrupt og unfair og burde afskaffes i sin nuværende form. Personbeskatningen har overlevet sig selv, når den samlede skattebetaling levner mindre end 20% af bruttoindtægten til reel forbrug. En skat lagt på produktion, omsætning og forbrug ville forbedre det mildt sagt noget lasede forhold mellem borger og stat, og også forbedre erhvervslivets - og dermed Danmarks - konkurrenceevne. Virksomhedernes og myndighedernes administrative byrde med skatteberegning og kontrol af løn bortfalder helt og lønudbetalingen reduceres svarende til den tidligere skatteindholdelse, hvorved midler frigives til en produktionsskat, der er langt simplere at administrere. Skat på omsætning og forbrug, som vi jo har allerede, skal måske justeres, så sociale skævheder udlignes.


Sidst opdateret 10. april 1998 af Poul Erik Jensen