Filosofi
For et kvart århundrede siden skrev jeg en stil om menneskets ringe måde at forvalte såvel egne som andre "laverestående" livsformers levevilkår.
Selv om sproget har udviklet sig siden, har tiden ikke ændret den holdning stilen udtrykte: Mennesket er i sin udvikling kommet på et galt spor. I sin indbildskhed tror mennesket at kunne betvinge naturen - hvad enhver, med sine sanser i behold, kan indse er en utopisk tanke - hvis den tillades tænkt. Naturen vil helt automatisk udligne enhver ubalance, uanset hvad der er årsagen til den - og dens kræfter er så store, at intet menneskeværk vil kunne forhindre det.
Globalt set er overbestanden af mennesker en trusel mod al biologisk liv, mennesket inklusiv. Havde det været et dyr eller en plante var der forlængst indledt en regulering eller bekæmpelse.
Der er to indlysende årsager til denne menneskelige inkonsekvens: Penge og magt - der jo er to sider af samme sag. I historisk tid, og sikkert længe før da, er både det globale og nære samfund blevet styret af fysisk og økonomisk stærke magter, der generelt kun har haft til formål at styrke egne ambitioner. Det handler ikke om artsoverlevelse, men om anseelse, magt, udbytte eller simpel grusomhed - ikke alene overfor truende "artsfjender", men rettet mod alt og alle der måtte komme på kollisionskurs af ambitionen.
En ikke uvæsentlig faktor i spillet er også det faktum, at mennesket, som så mange andre, er et flokdyr. Langt de fleste individer udvikler ingen ambitioner om at tilkæmpe sig mere end nødvendigt til opretholdelse af eget liv og status, og blander sig kun nødigt i kampen om lederskabet, som kun få forstår fuldt og langt færre overskuer konsekvensen af at holde sig neutral til.
Sidst opdateret 25. august 1997 af Poul Erik Jensen